Om mig
Siden jeg var barn, har jeg vidst, at jeg ville være forfatter, og jeg gik derfor på universitetet og studerede litteraturvidenskab i 7,5 år, hvorpå jeg begyndte at skrive mine egne skønlitterære bøger sideløbende med jobs som korrekturlæser, tekstredaktør og oversætter. I skrivende stund har jeg udgivet fire romaner og en digtsamling på mit eget forlag, Pazunski.
Mine forældre var ateister, men allerede som barn følte jeg, at der ”var noget mere”, og da jeg var i 20’erne, begyndte min iboende åndelighed for alvor at slå igennem. Det førte mig til at begynde at dyrke yoga og læse alverdens bøger om selvudvikling og åndelighed; kristne mystikere, buddhisme, hinduisme, sufisme, Bibelen og meget andet.
Da jeg var 32 år, modtog jeg et af mit livs absolut største gaver i form af min terapeut, som siden også har været min lærer og mentor. Igennem mit dybe arbejde med hende har min indsigt udvidet sig enormt, jeg har forløst en masse uønsket bagage, og jeg har i kraft af dette omhyggelige arbejde lært, hvordan jeg på samme måde kan hjælpe andre.
Jeg har i perioder boet i Paris og har boet på Bali i syv år, hvilket yderligere har udvidet min bevidsthed og horisont på mange parametre. I al den tid har min terapeut fortsat været min lærer og mentor online.
Jeg begyndte selv at tilbyde terapi og reikihealing, mens jeg boede på Bali. Det var også på Bali, at jeg stiftede bekendtskab med kosmetisk akupunktur og blev så begejstret for behandlingen, at jeg besluttede mig for selv at uddanne mig til kosmetisk akupunktør.
Nu hvor jeg atter bor i Danmark, glæder det mig at kunne tilbyde terapi, reikihealing og kosmetisk akupunktur her.
Uddannelse
Cand.mag. i litteraturvidenskab, Københavns Universitet
Yin yoga-lærer, Bali, 200 timers uddannelse
Reikihealer I, Bali
Kosmetisk akupunktør, Københavns Akupunkturskole
Over 14 års privat undervisning i regressionsterapi/følelsesforløsende kropsterapi
Diverse kurser i ashtanga yoga, pranayama, thai yoga massage, silent retreat med Mooji med mere
Etik
Terapi og anden behandling er et helt privat rum og helle, og jeg har naturligvis fuld tavshedspligt.
Jeg anvender tjenesten Whereby til videosessioner, da den lever op til reglerne i persondataloven.
Jeg har brug for at have kendskab til dit telefonnummer og/eller e-mailadresse, når du modtager behandlinger af mig, for eksempel i tilfælde af aflysning som følge af sygdom, men du kan selvfølgelig til enhver tid bede mig om at slette disse oplysninger.
Mine priser er baseret på, at jeg som enhver anden er nødt til at have en løn for min tid og indsats, men det skal ligge på et rimeligt leje: Der bør efter min mening ikke herske meget høje priser og udpræget økonomisk egeninteresse, når man ønsker at hjælpe andre.