Kosmetisk akupunktur
Kosmetisk akupunktur er en flere tusind år gammel, holistisk metode til at forskønne og vitalisere ansigtet, som stammer fra TCM (traditionel kinesisk medicin).
I modsætning til moderne behandlinger med botox og filler, som får ansigtet til at stivne, opliver og revitaliserer kosmetisk akupunktur ikke blot ansigtet, men hele kroppen, idet der kommer en bedre blodgennemstrømning og et bedre chi-flow i meridianbanerne. Hertil frigøres der endorfiner, som løfter humøret, ligesom affaldsstoffer udrenses.
Når de hårfine nåle sættes i huden, stimuleres den til at danne mere kollagen og elastin. Elastin gør – som navnet antyder – huden elastisk og smidig, mens kollagen gør huden stærk og modstandsdygtig. Med alderen producerer vi mindre kollagen og elastin, men vi kan på denne måde fremme en fortsat høj produktion.
Nålene hjælper endvidere overspændte muskler med at slappe af, ligesom underspændte muskler aktiveres og får mere tonus. På denne måde kan der opnås et løft af ansigtet og en større harmoni.
Hvis der er behov for det, kan der også sættes ganske små intradermalnåle i rynker for eksempel i panden eller i ar; herved vil de over tid mindskes.
Jeg kan ligeledes give dig instruktioner til ansigtsyogaøvelser, brug af ”Frownies” og dermaroller hjemme hos dig selv samt andre gode, naturlige skønhedstips.
Jeg bruger små fine engangsnåle af bedste kvalitet, som næsten ikke kan mærkes, når de placeres. Behandlingen kan give blå mærker, som er ufarlige og selvfølgelig forsvinder igen.
Det er individuelt, hvor mange behandlinger der skal til, men normalvis anbefales 8-12 behandlinger med en uges mellemrum. Herefter er det tilrådeligt med vedligeholdelsesbehandlinger cirka hver sjette-ottende uge.
Behandlingen starter med en samtale om, hvad der er behov for, at vi arbejder med. Jeg lytter til dine ønsker og retter mig ind efter dem. Herefter lægger du dig godt til rette på briksen med et tæppe over dig, og jeg placerer nænsomt nålene. Mens nålene gør deres arbejde, kan du hvile dig fuldstændig til healende musik. Hvis du ønsker det, kan jeg også give dig lidt reikihealing.
Det er en god idé at drikke godt med vand resten af dagen, da akupunkturen virker udrensende.
Kosmetisk akupunktur kan blandt andet:
afstresse og harmonisere krop og sind
løfte øjenlåg
forbedre muskeltonus og stramme huden op
øge dannelsen af kollagen og elastin
mindske arvæv, rynker og furer
fremme en sund ansigtskulør
reducere stresstegn
afhjælpe kæbespændinger
give klare øjne og styrke synet
give fylde til indsunkne områder
afhjælpe uren hud
forbedre mørke øjenomgivelser
reducere og forebygge dobbelthage
mindske hovedpine
generelt løfte ansigtet